Tours on Wheels er et tiltag, der støtter tilgængelighedssagen i Aarhus. Vi er en non-profit organisation, som ønsker at skabe mere bevidsthed om kørestolsbrugere i byrummet.
Tours on Wheels
Tours on Wheels består af tre delelementer
Dagligdagen fra kørestolsperspektiv
Turister og andre interesserede kan opleve en tur gennem Aarhus’ gader i en kørestol. På turen vil man opleve, hvordan det er at befærde sig i byens rum som kørestolsbruger. Her vil man opleve og se byens muligheder og begrænsninger på en helt ny måde. Tag en tur ned ad Strøget, gå på restaurant, museum eller oplev hvordan dagligdagen er for kørestolsbrugere.
Oplysende ruter
Hvis du er bekendt med byen, kan du opleve dagligdagen i et helt nyt perspektiv – siddende i en kørestol.
Hensigten med turen er, at flere mennesker får øjnene op for, hvordan det er at være kørestolsbruger i Aarhus. Hvert stop på ruten vil være markeret med et klistermærke e.l., der viser, at dette sted er tilgængelighedsgodkendt. Vi håber, at der derved vil blive sat fokus på kørestolsbrugere som forbrugere, og at det vil blive attraktivt for erhvervsdrivende at være en del af ruten.
Margueritrute for kørestole
Tours on Wheels ønsker at lave en kørestols ‘Margueritrute’ over de bedst tilgængelige steder i byen for kørestolsbrugere. På den måde vil der blive skabt opmærksomhed på de mange steder i byen, hvor det ikke er muligt at komme hen – eller hvor det rent faktisk er muligt at komme hen.